For 20 år siden så jeg et program med Heston Bluhmental på Discovery Channel, der dykkede ned i, hvordan hjernen smager, kemien bag ved sprøde pomfritter og stegning af bøf. Her blev frøet sået til min interesse for fødevarekemi og grunden til, at jeg valgte at studere Food Science på KU.

Jeg havde bestemt mig for, at jeg skulle være produktudvikler inden for slik og chokolade. Det var mit mål fra første dag på skolen. Jeg tog alle fag, jeg kunne komme ned i den kasse, skrev opgaver om karamelkogning, produktion af cookies, wienerbrødsmør og skrev sågar speciale om jordbærmarmelade. Men jeg blev ikke produktudvikler. Jeg endte med og arbejde med produktion af naturlige farvestoffer. Farver der bliver brugt i en verden jeg elsker så meget. Det betyder dog ikke, at slikket er lagt på hylden. Tværtimod, det har kun vokset sig større.

Jeg plejer at sammenligne min passion med en kunstmalers. Jeghar en kreativitet, der skal ud af kroppen. Når de større projekter melder sig, overtager de hele min hjerne, og det kribler for at skabe. Forskellen på mig og en kunstmaler er kun, at mit lærred er spiseligt, men det er det samme, der sker inde i kroppen, når kreativiteten bobler.

Min uddannelsesmæssige baggrund og konstant voksende viden omkring sukkerkemi og slikproduktion har i dag gjort, at jeg har fejlet mig til en masse velsmagende succeser.